Drejekursus – 137 – 8-9 juni 2024

3.900,00 kr.

4 på lager

-
+

*Overholder alle grænseværdier for fødevarer ift. gældende regler

Kategori

Beskrivelse

 

Tanker omkring et drejekursus.

Det vil glæde os at til at se dig til et intensivt drejekursus på vores værksted.

Vores drejelokale er indrettet med fire drejestationer, der på samme tid har en afstand så du kan være dig selv, samtidig kan du se de andre og opleve værkstedsfælleskabet. Vi har valgt at være to instruktører til max fire deltagere, så der altid er tilnærmelsesvis en til en undervisning. Det er det eneste rigtige, hvis man vil opnå et hurtigt fremskridt.

Vi har for det meste undervist i et egentligt travlt produktionslokale eller i et undervisningslokale, der var alt for tæt. Det er vores sikre fornemmelse at der vil komme mere ro her i lokalet da vi er få, der er god plads og der ikke er noget ydre der forstyrrer.

Vi er selv oplært med, at der er en bestemt måde at dreje på, og har selv tidligere gentaget den samme metode. Men det sidste årti er vi blevet bevidste om, at det ikke er sådan at netop en bestemt måde at holde hænderne på er, hvad det ”drejer” sig om.

Der er selvfølgelig nogle indlysende ”selvfølgeligheder ” eller fysiske love der gælder. Det handler  først og fremmest om at finde netop din metode. Vi vil naturligvis altid under kurset helt praktisk vise hvordan vi gør….holder hænderne..skinnen osv., men metoden der virker for dig er den rigtige. Du vil som kursist opleve, at vi som instruktører også har hver vores metoder, der er vidt forskellige. Det ser vi som en styrke for kurset.

Det smukkeste ved hånddrejning er, at der altid sættes en signatur af drejeren og at processen i sig selv skærper sansen for form og forandring. Det både når det er unika eller serie fremstilling.

Vores største glæde ved at arbejde er, at vi bliver ”tvunget” til nærvær med leret. Ikke sådan, at vi ikke ser og hører omverdenen, når vi drejer. Det er nærmest en meditativ fornemmelse, vi finder i gentagelsen. Hvis vores fokus på leret falder, falder også kvaliteten af vores arbejde.

Der er et stort element af spontan glæde ved hånddrejning. Det medgørlige ler kalder nærmest på, at muligheden for forandring af formen og spændingen holdes intens på den knivsæg, man møder i materialet og egne begrænsninger. Det punkt giver os i dag den samme fornemmelse af ”flow”, som da vi som 16 årige mødte leret.

Drejning er et håndværk, der i både fleksibilitet og effektivitet passer perfekt til alle de værksteder, der findes i Danmark.

Vi kender til de fleste andre keramiske teknikker. Fagligt har vi ikke et dybt kenskab til andet end drejning, men kan se, at de andre teknikker, hver især har deres fordele og der kan laves god keramik uden det drejes.  Det er dog langsommeligt og dyrt og der er en indbygget konflikt mellem den lille produktion og det ufleksible i støbeproduktionen, som har været det dominerende i de sidste 40 års undervisning i hele Europa.

På vores værksted laver vi unikaværker og en vi har udviklet en mindre brugskunstserie…..

 

Aage Würtz fortæller:

Det var også en væsentlig del af arbejdet hos KH Würtz sammen med udvikling af nye modeller og oplæring og uddannelse af drejere. De første år i KH Würtz, hvor der udover min søn Kasper Würtz kun var enkelte medarbejdere, var en meget stor del af min tid besat af seriedrejning som jeg elsker. At lave en skål og så forsøge at lave den næste smukkere og gentage og gentage så jeg nærmer mig formen, er for mig udfordrende og udviklende…

Jeg blev for 16 år siden ringet op, af en for mig ukendt kok, der havde fået nogle af mine tallerkner og skåle i gave. Han spurgte om vi kunne lave 25 forskellige prøver på skåle og tallerkner. Vi kunne ringe, når de var færdige. Han blev mere end overrasket, da prøverne blev leveret efter 14 dage og endnu mere forbavset, da ønsker om forandring af størrelsen på en tallerken ikke var et problem og vores beskedne værksted kun skulle bruge 6 uger til at lave de 2000 stykker, de bestilte. Hvis de 25 modeller skulle ha’ været lavet i forme, ville produktion ha’ taget måske 6 måneder og store opstartsudgifter. Ordren kunne laves ved køb af 2 tons ler og glasur materiale og lidt flid.

Jeg nævner det, fordi konceptet med et samarbejde med Noma og en lang række andre restauranter, har vist sig at være blevet en omfattende levedygtig trend og vist sit værd på mange værksteder.

 

Det væsentlige i hånddrejning er for os de stadige muligheder for forbedringer og forandringer over tid. Det giver et udtryk, hvor man fornemmer tiden, keramikken er produceret i og drejerens personlige håndværkmæssige udvikling.

Det giver for os en ekstra dimension udover selve formen. Alle drejere har sit særkende som en håndskrift. Det ses i små detaljer f.eks som struktur i drejeriller og afslutninger.

Er der ikke nogen ulemper ved hånd-drejning?

Vi kan indimellem krumme tæer, når vi møder keramik vi selv har drejet, hvor detaljer enten er over- eller underspillede. Eller endnu værre, når vi møder en skål, hvor vi tydeligt kan se vores nærvær i drejeprocessen har været fraværende.

Det tager langt tid at lære at kunne gentage en form. Det kræver mod at dreje det man gerne vil fremfor det man kan. Det er en god ting at ”lege med leret ” og se, hvad det nu kan og vil, men hvis man vil en vækst, så kræver det et mål.

En fabulerende tilgang til udvikling af formen man drejer, hvor man intuitiv følger indskydelser undervejs, er en vej, vi selv bruger. Det er ikke nødvendig at ha’ lavet en nøjagtig arbejdstegning, om nogen overhovedet, hvis man ellers behersker teknikken til at udføre det billede, man har i sit indre af formen.

Det er vores erfaring, at dreje-udviklingen først for alvor tager fart, når der er en på forhånd ønsket form, der arbejdes efter. Der kan komme mange frustrationer af at bevæge sig på denne knivsæg med det sarte ler, hvis man ikke vil nøjes med tilfældet. Men på dette punkt mærkes også glæden ved at opleve udviklingen og det er en frydefuld fornemmelse.

Keramikuddannelsen i dag beskrives af mange studerende vi har mødt som manglende reel undervisning i drejning. Det er uanset om de kommer fra Bornholm, Oslo, Zürich, Toronto eller London. Drejedisciplinen bliver stedmoderligt behandlet og med få undtagelser næsten helt fravalgt. Hvis man vil lære at dreje, er det noget, man i de sidste mange år selv har skullet lære sig.

Vi tænker ikke mesterlæretanken som gammeldags, den lever fint i mange fag. På musikkonservatoriet bliver de studerende undervist af yderst kompetente professionelle musikere. De overlades ikke til sig selv og egen læring, som de gør på de mange keramikuddannelser.

Vores hoved- vægt på kurset er den spontane glæde, det føjelige ler giver i arbejdet. Vi tænker, at de meget forskellige faglige niveauer der er blandt deltagerne, kun er en fordel. Kursisterne er hobykeramikere, nyuddannede, erfarne og professionelle, men har det til fælles at alle, som os, elsker leret og gives muligheden at kunne spejle sig og lære af hinanden.

Vi forestiller os ikke, at vi på to dage kan nå både dybt og bredt inden for disciplinen. Vi ved, at der sker meget, når der samles en gruppe keramikere med en fælles besættelse af leret. Vores erfaring siger også, at når den enkelte fastsætter realistiske mål for sin drejeudvikling, så når vi langt samtidig med vi har det sjovt.

 

 

Håber vores lille skriv giver mening og inspiration….

Vi glæder os til at se dig på –

 

Smedegade 94a

8700 Horsens

Tlf 41564076

 

Du er meget velkommen til at sende en mail til  aagewurtz@gmail.com

 

Kærlig hilsen og på glædelig gensyn

Gitte og Aage Einshøj Würtz

 

 

INTENSIVT to dages DREJEKURSUS 2024.

Vi – Gitte og Aage Würtz tilbyder individuel drejeundervisning med 2 insruktører til maksimum 4 kursister per hold.

Vi har stor erfaring med drejning og undervisning af både uddannede keramikere og de mange, der har faget som en elsket hobby. Vi tilbyder det eneste rigtige – en til en undervisning i drejning.

Vores erfaring er, at  jo mere præcise mål du som kursist sætter dig, jo mere får du ud af kurset. F.eks, ønsket om at dreje en skål/vase i en bestemt form, eller dreje højt. Målet kan naturligvis korrigeres undervejs i forløbet.

Kurset er for alle uanset niveau.

Kurset er inklusive materialer til drejning. Vi tilbyder ikke brænding, men du får emnerne med hjem.

Under de enkelte kurser ligger der en tekst omkring ”Tanker om et drejekursus”.

Ved yderligere spørgsmål, kan du rette henvendelse til Aage Würtz på sms 41564076 eller wurtzkeramik@gmail.com.

Følgende hverdage og weekender holder vi kurser i det venlige 175 m2 store lokale –

Smedegade 94a

8700 Horsens

Kurset starter begge dage kl 10 og slutter kl 16.

Indgangen til værkstedet

er fra –

Møllegade mellem nr 63-65 via p pladsen.

Der er fri parkering på Møllegade.